| Forside
Om os selv
Arrangementer
Nyheder
Integrationsproeve
Artikler
Blade, SOS mod Racisme
SOS, Koebenhavn
Minileksikon
SOS, Randers
ECRI's rapporter om Danmark
Digte
Links
|
|
|
|
Den ny intolerance
af Stig Dalager Bragt i Politiken, 11. august 2006
Selv på baggrund af de tragiske begivenheder i Libanon i den nyeste fase af den
aldrig hvilende mellemøstlige konflikt er der med en beklagelig forudsigelighed
trængsel blandt danske politikere i de danske medier for at dyrke det sjælløst
nøjeregnende og slå politisk mønt på en aversion mod "de fremmede". Blandt de
mange tusinder danskere, der via hurtig intervention fra den danske
udenrigstjenestes side er blevet evakueret fra det bombehærgede Libanon, har
flere danske politikere stillet krav om en omhyggelig gennemgang af mulige
brodne kars "sociale bedrageri" i.f.t. A-kasse-systemet, og Dansk Folkepartis
leder har med sin sædvanlige overdrivelsesmanøvrer udpeget mindst ti i den store
flok af hjemsendte, der angiveligt allerede skulle være udvist fra Danmark. At
det efter alt at dømme blot drejer det sig om en enkelt person, en tidligere
udvist, der på en særlig formel korrekt dispensation i den store flok af
evakuerede har haft mulighed for at følge med sine børn til Danmark betyder i
denne sammenhæng ingenting. I det politiske spil om at vedligeholde den uhellige
forargelses flamme omkring "de fremmede" handler det ikke om kedsommelige
faktuelle størrelser, men som så ofte før om fordomme, der distribueres i
rigelige mængder.
I sit stille sind kan man fortsat være fuld af forundring over, hvor megen
plads de toneangivende medier fortløbende giver til rytterne af den småtskårne
forargelse samt at der fortsat er en større gruppe danskere, der synes at være
modtagelig at være for denne. Men ligesom de spøgelser som forargelsens ryttere
ofte bekæmper på dansk grund, så er dette rytteri i et spejlbillede af deres
egne projektioner, drevet af en utrættelig energi efter at uddrive dæmoner fra
den danske "folkestamme", denne nærmest fanatiske energi kan sandsynligvis i sig
selv vælte nok så mange journalister og vælgere omkuld.
Som de sidste års mange udfald i det offentlige rum imod indvandrere og
flygtninge har vist herhjemme, er der gennem en del år etableret et helt
selvstændigt vokabularium af hadeord eller nedsættende vendinger - den såkaldte
hate-speech - der gennem fortløbende gentagelser i alle mulige og umulige
sammenhænge har flyttet tidligere grænser for, hvilke negative betegnelser, man
har kunnet pådutte opinionssvage grupper eller enkeltpersoner herhjemme.
Når den tidligere integrationsminister og nuværende undervisningsminister
Bertel Haarder har følt sig kaldet til at omtale gruppen af muslimske
indvandrere som "en subkultur under den nordiske folkestamme" er den slags
nationalistisk orienteret retorik blot et symptom på, hvor langt ind i
regeringens kontorer og tankegange den sprogligt forældede og marginaliserende
tankegang har bredt sig. Tanken om folkestammer og dertil hørende fremmedlegemer
har gennem historien i mange hundrede år været en fast bestanddel af
nationalistiske platformes og bevægelsers uddrivelsespolitik overfor "uønskede"
minoriteter, undertiden med fatale konsekvenser.
For lidt over en måned siden hængte den iransk-fødte asyl-ansøger Majed Samari
sig i sit afsides værelse i Hanstholm asylcenter presset op ad muren i en
blindgyde i det danske asylsystem efter at have modtaget en endelig afvisning af
sin ansøgning om asyl og med udsigten til at blive tvangshjemsendt til det Iran,
som for ham var lig med veritabel person- forfølgelse. Hans stilfærdige,
tragiske og udvejsløse protest imod sin skæbne i det danske asyl-system nåede
med et svagt ekko frem til avisernes spalter og er hurtigt blevet glemt, ligesom
medierne heller ikke i skrivende stund ofrer meget plads på de fire afviste
iranske asyl-ansøgere, der i længere tid har sultestrejket foran Christiansborg
i protest imod deres udvisning. Få blandt indflydelsesrige politikere og
medie-folk stiller sig selv det spørgsmål, hvorfor det er nødvendigt for afviste
asyl-ansøgere med udsigt til tvangs-hjemsendelse at gribe til desperate
selvskadende midler i et forsøg på at råbe den danske offentlighed op; i de
nævnte tilfælde med de iranske asyl-ansøgere er det særligt bemærkelsesværdigt,
da det er en kendt sag, at det nuværende iranske styre slår ned med hård hånd på
den mindste form for politisk eller anden afvigelse, blot det at flygte fra
landet og at søge om asyl i et andet land kan i visse tilfælde blive betragtet
som en sådan.
I vores selvpolstrede rigdom og velfærd er der opstået en særlig blindhed og
døvhed overfor udsatte gruppers og enkeltpersoners eksistensvilkår i vores egen
baghave. Selvom det nu til fulde er dokumenteret, at tusinder af afviste
asylansøgeres psykiske og fysiske levebetingelser på landets asylcentre fra dag
til dag forværrer deres menneskelige konditioner, reagerer de politiske
beslutningstagere - hårdt presset - blot med halvhjertede udspil og med noget,
der ligner overfladiske forbedringer. Forsøger asyl-centrene i Hanstholm og
Brovst sig med mere kvalitative forbedringer af børnenes vilkår spilles der
retorisk op med "vrede" i medierne fra regeringens støtteparti, Dansk
folkeparti, og man ikke fortænke udenlandske iagttagere i den overbevisning, at
det på mange måder er holdningerne hos Dansk Folkeparti, der tegner kursen i den
danske flygtninge-og udlændinge-politik.
Muhammed-krisens forløb har sat den foreløbige målestok for, hvad rummelighed
og tolerance betyder i Danmark anno 2006 og har vist med hvilken blanding af
frygtsomhed og aggressivitet den danske regering reagerer, når danske
handlemåder og holdninger overfor landets etniske minoriteter bringes til
diskussion. I stedet for at gå i veritabel dialog med både udenlandske og
indenlandske kritikere af det danske "debat-klima" og at forholde sig til den af
mange kritikere påviste sammenhæng imellem Jyllandspostens provokation af den
hjemlige muslimske minoritet og det på mange måder intolerante debatklima,
valgte statsministeren at gå til angreb på kritiske erhvervsledere, forfattere
og journalister og anfægte deres sindelag med betegnelsen "principløshed".
Allerede før Muhammed-krisen kulminerede havde statsministeren i et interview i
Jyllandsposten angrebet den gruppe af 12 forfattere, som jeg tilhører, for med
vores kritik af "tonen" i indvandrer-debatten samt af udlændingelovgivningen at
anfægte intet mindre end "det fri folkestyre og ytringsfriheden" med "en
kvælende dyne af politisk korrekthed".
Men statsministerens brug af gammeltestamentlig retorik (bukke og får) og af
vilde overdrivelser overfor grupper af kritisk indstillede personer har blot
udstillet, hvor dårlig en sag, regeringen og dens støtteparti har, når disse
parter konfronteres med resultaterne af mange års forsømmelser på
udlændinge-området. I stedet for reel og vellykket integration har vi fået
"stramninger" og kontrollerende selektive prøver, i stedet for indslusning af de
etniske medborgere på arbejdsmarkedet har vi fået køer i alle systemer - også
blandt de højtuddannede indvandrere - foran indgangen til arbejdsmarkedet, i
stedet for social anerkendelse og brug af indvandrernes og flygtningenes
kulturelle og menneskelige ressourcer har vi fået et mistænkeliggørende
debat-klima, i stedet for et etnisk-kulturelt åbent samfund svarende til en
globaliseret verden har vi fået et samfund, der er næsten hermetisk lukket for
indvandring.
Regeringen vil ikke indlade sig i en konstruktiv, kritisk diskussion af hverken
disse forhold eller vilkårene for den mest udsatte gruppe, de afviste
asylansøgere. I stedet har den med en helt usædvanlig energi og med brug af
embedsmandsværket i udenrigs-og integrationsministeriet sat ind for at torpedere
troværdigheden af den seneste af mange europæisk udformede rapporter, der kaster
et nøgtern-kritisk lys på tolerancen i Danmark overfor de etniske minoriteter:
rapporten fra Europarådets racisme komité (ECRI), der har den danske
jura-professor Eva Smith som formand. Allerede uger før denne rapport blev
publiceret i maj besøgte danske diplomater udenrigsministrene i Europarådets 45
medlemslande for at fortælle om Danmarks problemer med troværdigheden af
rapporten og af især ECRI, og udenrigsministeriet kunne efterfølgende i en
intern notits erklære missionen for fuldført: "Det er generelt lykkedes at få
skabt forståelse for, at rapporten (...) indeholder væsentlige fejl og således
ikke tegner et retvisende billede af situationen med hensyn til racisme og
intolerance i Danmark", hedder det i papiret.
Det er bemærkelsesværdigt, at en dansk regering bekæmper og forsøger at lave
karaktermord på et organ, Danmark selv har været med til at oprette, det siger i
sig selv noget afgørende om den betrængte situation, den danske regering
befinder sig i i disse spørgsmål. Det er også bemærkelsesværdigt, at den omtalte
fejlfinding blandt rapportens mange statements i realiteten kun berører få
faktuelle (fod-) fejl og i højere grad beror på en dissens i fortolkninger, der
i sidste ende ikke anfægter soliditeten i rapportens samlede udsagn om en række
udlændingelove, der befinder sig på kanten af internationale konventioner og et
udlændinge-klima, som bærer præg af intolerance belyst via en række sager.
Rapporten dokumenterer via disse sager, hvad Europarådets organer tidligere har
udtalt om Danmark, nemlig "... at der er et lag af intolerance i Danmark så vel
i den politiske sfære som i visse medier" og at den danske udlændingepolitik
"... kan medvirke til at skabe et fjendtligt klima overfor forskellige etniske
og religiøse grupper".
Det der kunne have været en regerings mulighed for med stor energi at sætte ind
overfor den påtalte intolerance er i stedet blevet til en feberagtig aktivitet
for at tage livet af budbringeren. I den henseende er der intet nyt under solen,
siden antikken har det været en fast figur i de til enhver tid siddende
beslutningstageres reaktion på dårlige nyheder at slå ned på budbringeren; en
fast statsministeriel figur er her at udstille kritikerne af regeringens
udlændingepolitik som en gruppe af elitære personer på påstået stor afstand af
befolkningen; der er naturligvis mange måder at holde sig kritikken fra livet på
uden for alvor at tage stilling til den.
I mange andre lande end i Danmark ser man i disse år de samme tendenser til en
foruroligende passivitet og arrogance fra politiker-hold overfor en lige så
foruroligende udbredelse af racistiske ytringer og en vækst i etnisk
intolerance. En ny omfattende undersøgelse foretaget af NGO´ere i 20
forskellige lande i Europa konkluderer, at muslimer i stigende grad bliver udsat
for diskrimination og fordomme. Rapporten er udarbejdet af European Network
Against Racism, og den har i 2005 dokumenteret "et stigende antal racistiske
ytringer og en betydelig stigning i antallet af ekstremistiske og
højreorienterede ytringer". Rapporten understreger desuden, at der en tendens
til "øget tolerance overfor diskriminerende opførsel især overfor indvandrere og
muslimer".
Ifølge rapporten er en lang række grupper ofre for racisme, lige fra europæiske
jøder til romaer og muslimer. Især i Frankrig med dets stadig strammere
indvandrerpolitik og i Storbritannien med dets implementerede terror-lovgivning
i kølvandet på terror-angrebene sidste år i London er indvandrere med muslimsk
baggrund blevet trængt og lemfældigt anholdt i hundredvis af tilfælde uden
domfældelse. De underliggende islamofobiske røster bag den stigende intolerance
og diskrimination overfor muslimer i mange europæiske lande har påvirket
europæiske muslimers liv såvel offentligt som privat. Ifølge rapporten er et
særligt problem "brugen af internettet til at sprede kriminelle racistiske
holdninger og propaganda eftersom internetkriminalitet sjældent bliver
registreret, og der er store juridiske vanskeligheder forbundet med det".
I forhold til regeringens ideer i en dansk anti-terror lovgivning tegner der
sig - med erfaringerne fra både Holland og Storbritannien - et foruroligende
billede af en ny type "race-profilering" anvendt i et stigende antal "stop og
undersøg" aktioner mod etniske og religiøse minoritetsgrupper eller
enkeltindivider.
Med baggrund i stram udlændingelovgiving, højtprofileret anti-terror-lovgivning
og øget etnisk intolerance i det offentlige rum er risikoen for at fastlåse
europæiske borgere med anden etnisk baggrund i ganske bestemte stereotyper øget
ligesom samme borgeres mulighed for at blive betragtet først og fremmest som
statsborgere i et bestemt land er svækket. Denne klare risiko og tendens har
ikke alene bragt sig i modsætning til ideerne bag det europæiske
menneskerettighedscharter og forsøgene på i EU-sammenhæng at nyformulere nogle
grundlæggende europæiske værdier for det enkelte menneskes værdighed, men rører
også ved nogle forestillinger om tolerance, rummelighed og humanitet, som indtil
for nylig har været dyrket i en dansk sammenhæng.
Hvis man som statsministeren er tilbøjelig til at sætte tolerance lig med
"blødsødenhed" har de årtusinde år gamle forestillinger i den jødiske og kristne
kultur om alle menneskers fælles oprindelse ikke længere en dybere mening for
den måde, man fra politisk hold forholder sig til "de fremmede" på.
Sandsynligvis ligger det netop også indbygget i statsministerens
nyliberalistiske platform, som han har formuleret den i sin bog "Fra socialstat
til minimalstat", at disse gamle forestillinger skal udskiftes med en
overbevisning om, at den enkelte må klare sig selv og i sidste ende står alene
uden at kunne påberåbe sig en solidaritet fra "samfundet" eller fællesskabet.
Tilsvarende benytter Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard enhver lejlighed til
håndfast at lægge afstand til det, hun opfatter som en dansk hang til på
sentimental vis at ville "hjælpe alle og enhver", sarkastisk udstillet i
udtrykket "godhedsindustrien".
Men besindelsen på det enkelte individs ansvar og det heftige opgør med den
socialdemokratisk anlagte solidaritetstanke er i disse tider kammet over og har
forvandlet sig til en parodi på en række "handlekraftige" politikere, der midt i
deres professionelle effektivitet har tabt tråden til de afgørende humanistiske
værdier, der er indeholdt i begrebet tolerance.
Det er for min del det, som kritikken af regeringens og Dansk Folkepartis
standpunkter i hele udlændingespørgsmålet drejer sig om. Uden at genetablere
disse værdier finder det danske samfund ikke nøglen til de væsentlige
ressourcer, som de etniske minoriteter har at tilbyde samfundet.
|