| Forside |
SOS mod Racisme om ECRI's 3. rapport
30. juli 2006 af Karen Høi og Anne Nielsen
Da ECRI ( Europarådets komité om racisme og intolerance) i maj 2006 offentliggjorde sin 3. meget kritiske rapport om forholdene i Danmark på racisme- og diskriminationsområdet, blev rapporten arrogant fejet af bordet af Anders Fogh, og kritikken af Danmark blev slet ikke taget op til overvejelse.
ECRI's 3. rapport er flere gange længere end ECRI's 2. rapport fra 2000, som også var særdeles kritisk, og den kommer med mange alvorlige problematiseringer af den danske lovgivning, som i mange tilfælde anses for diskriminerende. På nogle områder er diskriminationen indlysende, fx hvad angår starthjælpen til flygtninge, også selv om den både rammer flygtninge og danske statsborgere, der har opholdt sig mere end et år i udlandet i de sidste 8 år.
Det er selvfølgelig også ærgerligt, at ECRI ikke har haft mulighed for at dokumentere påstandene i de over 100 bekymrende eksempler, som rapporten kommer ind på om racisme og intolerance inden for retssystemet generelt, undervisningsområdet, udlændingeretsområdet mm. Det er imidlertid heller ikke kutymen i sådanne rapporter. Komitéen nævner også eksempler på diskrimination inden for dommerstanden. Her må man imidlertid beklage at det ikke er underbygget nærmere.
Tonen i den 3. rapport er også skarpere end i den 2. rapport. Den peger på fortsat stigende tendenser til forskelsbehandling af etniske minoriteter, og den peger på, at den manglende brug af racismeparagraffen i forbindelse med de mange sager, der har været i forbindelse med indlæg på hjemmesider på internettet, har medvirket til, at debattonen i Danmark er blevet så grov.
Den mest kendte er Louise Frevert-sagen, hvor Louise Frevert slap ustraffet fra et begivenhedsforløb, hvor hun blandt andet skrev om indvandrere på sin hjemmeside i 2005 :
"de nævnte unge må vi anse for at være krigsmodstandere, og ikke blot forstyrrede unge danske drenge med muslimsk baggrund, og krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. Vores love forbyder os at dræbe vores modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle(..)Vi må nok tænke i andre baner og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for 25 kr. om dagen - det er langt billigere"
Indlægget blev fjernet et par dage efter offentliggørelsen. Efter først at have kommenteret og forsvaret indholdet, benægtede Frevert pludselig ethvert kendskab til historien, idet hun henviste til, at det var hendes Webmaster der havde forfattet indlægget for egen regning.- Statsadvokaten undersøgte sagen efter en politianmeldelse, men sagen blev henlagt på grund af påstået mangel på bevis i forhold til Freverts indlæg. Medierne havde fået fat i ovenstående citat og bragt det som tophistorie 29. september 2005. Rune Engelbreth Larsen, tidligere leder af Minoritetspartiet har bragt en dokumentation af hele sagsforløbet i bogen "Louise Frevert-sagen", der netop er udkommet.
Ifølge ECRI har Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling kun indklaget én sag for retten ( i 2003) - blandt andet på grund af manglende ressourcer, der forhindrer foreningen i at være et effektivt organ som vogter af overtrædelse af menneskerettigheder og racisme. ECRI beklager i sin rapport, at Nævnet for Etnisk Ligetsilling blev nedlagt med udgangen af 2002. Regeringen skriver i sin kommentar til dette punkt, at ECRI's kritik er ukorrekt, idet Institut for Menneskerettigheder har overtaget de fleste af Nævnets opgaver.
Men det er faktuelt forkert! Før det blev nedlagt, var Nævnet et organ med gennemslagskraft i pressen, med et lønnet sekretariat med kompetent personale, og Nævnet kunne selv tage sager op, og blev hørt omkring vigtige lovforslag. Nævnet gennemførte vigtige arrangementer, bl.a. en årlig stafet-konference. Desuden satte Nævnet undersøgelser i gang om ligebehandling i samfundet og finansierede dem. Institut for Menneskerettigheder har i de senere år været meget forsigtige i deres udtalelser, måske fordi de er blevet klemt af regeringen, - bl.a. måtte direktøren søge sin egen stilling, da Instituttet skiftede navn og organisation.
SOS mod Racisme er en af de NGO'er som ECRI har talt med i forbindelse med sin rapport. SOS mod Racisme har ikke mulighed for at lave undersøgelser, føre statistikker eller lave udførlig dokumentation for racisme og diskrimination; statsstøtten til os er fjernet, og alt arbejde udføres på frivillig basis. ECRI har ikke selv haft muligheder for at gennemføre videnskabelige undersøgelser, og organisationen betoner selv, at dens rapport ikke er nogen forskningsrapport. Organisationen gør det klart, at den netop opfordrer regeringen til selv at efterforske påstandene nærmere.
SOS mod Racisme beklager den danske regerings afvisende holdning over for ECRI's rapport, og beder indtrængende regeringen og Folketinget om at ændre lovgivning, praksis og debatniveau, og finde ud af, hvordan de kan bringe Danmark tilbage som et land, der går ind for ligeværd, lige ret og tolerance, og imod diskrimination og racisme. Ikke for ECRI's skyld, men fordi diskrimination og racisme hver dag går ud over indvandrere, flygtninge og efterkommere i Danmark. Vi er alle sammen mennesker, og har behov for, at menneskerettighederne gælder for os alle! Rapporten kan læses her på hjemmesiden, samt på ECRI's hjemmeside: http://www.coe.int/t/e/human_rights/ecri/ Klik under News 16.05.2006 på : "Report on Denmark" og vælg dansk eller engelsk udgave. Rapporten er - som ECRI's andre landerapporter - blevet til ved, at ECRI har bedt dels om lovstof og om andet skriftligt materiale om racisme og intolerance hos myndigheder og NGO'er i Danmark, og dels om at få at vide, hvad der er sket i forhold til ECRI's anbefalinger i tidligere rapporter. Dernæst har to jurister fra andre europæiske lande med stor ekspertise i menneskerettigheder været i Danmark og talt med danske myndigheder, NGO'er - inkl. organisationer for etniske mindretal, forskere m.v. Rapporten er blevet sendt frem og tilbage mellem ECRI og den danske regering; nogle fejl er blevet rettet, og i øvrige tilfælde er den danske regerings kommentarer vedlagt i den endelige rapport.
|
|||
|
Last update: Fredag, 10 November, 2006 klokken 19:00:25 . Dette site bruger Vanilla Manila 1999 temaet |
||||