| Forside |
Asylbørns sundhed ignoreres
KRONIK i Kristeligt Dagblad, 5. januar 2007 Drengen vågner midt om natten med et skrig. Det gør han hver nat. Flere gange hver nat. Hans forældre vågner af skrigene, faderen med minder fra sit eget fængselsophold og skrigene fra tortur. Han er ikke i stand til at trøste drengen. Han overlader det til moderen, der flere gange om natten må trøste sønnen. De bor på det samme Røde Kors Asylcenter på 3. år. De har boet på flere Drengen vil helst ikke i skole på asylcenteret, og han prøver også at undgå de andre børn. Når han endelig leger med nogen, ender det efter ret kort tid i en uløselig konflikt. Han går oftest i sin egen verden. Ind imellem ser det ud til, at han ikke kan En dag familien laver mad i køkkenet sammen med andre familier, der bor i Drengen havde ikke psykiske vanskeligheder, før familien flygtede, men nu bliver han mere og mere indelukket. Han har fået det bedre, efter han er begyndt at få antipsykotisk medicin, men er stadig angst og ser stadig syner. Faderen var nervøs, allerede før de flygtede. Her i Danmark har han udviklet en psykisk lidelse, der har krævet medicin, flere indlæggelser og elektrochok. Mor har i lange perioder fået behandling med antidepressiv medicin, selvom hun aldrig tidligere har haft psykiske vanskeligheder. (Eksemplet er anonymiseret) En dansk undersøgelse har vist et øget antal af psykiske lidelser blandt En nylig dansk undersøgelse af selvmordsadfærd blandt asylansøgere vidner om at forekomsten af selvmordsforsøg blandt voksne asylansøgere er tre gange så højt som i en dansk baggrundsbefolkning og at det øges med ventetiden. En dansk undersøgelse af asylbørn fra Mellemøsten, der lige var kommet til Når man som læge har at gøre med familier med psykisk sygdom, gælder det om at mindske eller at fjerne belastningsfaktorer, der vedligeholder deres psykiske lidelse. Det er afgørende i behandlingen af familier med psykisk syge, at familien bliver støttet, og at der skabes en forudsigelighed og struktur i deres hverdag, så de enkelte familiemedlemmer kan finde sammenhængen i deres eget liv og i omgivelserne. Som speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri har vi erfaring for, at den Sociologen Antonovsky har foretaget en undersøgelse af israelske kvinder, der var 16-29 år i 1939. Han interesserede sig for de overlevende kvinder, der havde været i koncentrationslejr, men som alligevel havde et ganske godt psykisk helbred (hvilket var hver tredje af kvinderne). Han fandt, at en fællesnævner for disse kvinder var, at de havde været i stand til at bevare en oplevelse/fornemmelse af sammenhæng. De havde gennemlevet lejrenes ufattelige rædsel og siden årene som flygtninge, for derefter at genetablere deres liv i et krigsplaget land - og de havde alligevel stadig et rimeligt helbred. Dette resultat af hans forskning hænger ganske godt sammen med vore erfaringer i børnepsykiatrien, hvor vi arbejder på, at hjælpe børnene til at få skabt sammenhæng og forudsigelighed. Men det er imidlertid ofte et ganske håbløst projekt, når det handler om børn på asylcentre. I asylcentrene er der ganske vist forudsigelighed i hverdagen - de hverdage, der ligner hinanden som dråber af vand. Men forudsigeligheden gælder ikke for spørgsmålet om familiens fortsatte eksistens. De ved ikke, hvornår de stereotype hverdage i asylcenteret pludselig holder op, og om de (eller nogen af dem) får opholdstilladelse eller ej. Således kan vi ikke hjælpe dem til den nødvendige forudsigelighed. Vi føler os som læger forpligtede til at gøre opmærksom på, at vi for tiden F.eks. kunne vi tilbyde dem en god tolk hver gang, der er brug for det og være vidende om, at disse mennesker er angste og har svært ved at huske og at koncentrere sig, og at vi derfor skal tale med dem mere end en gang. Vi kunne tilbyde dem ophold i en bolig, hvor de ikke skal være sammen med andre traumatiserede flygtninge døgnet rundt. Så vil de heller ikke opleve politiet komme om natten og tage andre familier med sig. (De fleste børn på asylcentrene ved, at politiet kommer om natten. Det er ikke særlig fremmende for deres nattesøvn). Vi kunne skabe mulighed for, at nogle familiemedlemmer kan sove i hvert sit rum om natten, så de ikke forstyrrer hinanden med deres mareridt. Vi kunne give asylansøgere, der har opholdt sig i Danmark i f.eks. mere end to år, og som ikke formodes at kunne hjemsendes, midlertidig opholdstilladelse, så den daglige usikkerhed mindskes. Vi kunne stoppe de såkaldte "motivationsfremmende foranstaltninger", hvor Vi kunne give dem mulighed for egen madlavning, så de ikke skal spise på Vi kunne give asylansøgere en chance for at finde en mening i deres liv og en sammenhæng i det samfund, de er kommet til, ved at lade dem arbejde og gå i skole blandt den almindelige befolkning. Vi kunne give disse mennesker en lige så retfærdig rettergang med forsvarsadvokat, vidnefremføring, nævningeting o.a., som andre borgere får, men som asylansøgere ikke får. Vi kunne give dem en nemmere adgang til sundhedssystemet, hvor det er medicinsk uddannede mennesker, der afgør, hvorvidt de kan komme til speciallæge eller ej. For asylansøgere i Danmark ligger den endelige afgørelse om dette hos en jurist i "Udlændingeservice". Det voldsomme fokus, på det psykiske kriseberedskab til danske borgere i Libanon for nyligt, står i kontrast til, at vi så åbenlyst har en befolkningsgruppe i Danmark, der mangler støtte og som kan have levet i tilsvarende konfliktområder i årevis. Netop det faktum, at den psykiske sygelighed øges og antallet af selvmordsforsøg øges understøtter, at vi driver sundhedsskadelig virksomhed. Uanset om familien fortsat skal bo i Danmark eller ikke, har hverken familien, hjemlandet eller Danmark glæde af den nedbrydning der sker af disse mennesker.
|
|||
|
Last update: Søndag, 4 Februar, 2007 klokken 12:14:42 . Dette site bruger Vanilla Manila 1999 temaet |
||||