| Forside
Om os selv
Arrangementer
Nyheder
Integrationsproeve
Artikler
Blade, SOS mod Racisme
SOS, Koebenhavn
Minileksikon
SOS, Randers
ECRI's rapporter om Danmark
Digte
Links
|
|
|
|
Det danske asylsystem er ikke for børn
af: Sanne Gylling og Nina Larsen 8. November 2006
Den 20. november, fylder FN's Børnekonvention 17 år. Eftersom at Danmark har
underskrevet og forpligtet sig at leve op til Børnekonventionen, er det
beskæmmende at læse følgende pressemeddelelse fra Integrationsministeriet:
"Børn på asylcentre har samme gode vilkår som andre børn i Danmark."
Som frivillige for Red Barnet Ungdom på danske asylcentre, kan vi på ingen måde
nikke genkendende til ovenstående ordlyd.
Det er rigtigt, at børnene på asylcentrene har mulighed for: undervisning på
centerskolen, klubtilbud på centret og sundhedstilbud. Desuden har flere og
flere heldigvis nu fået mulighed for at komme i dansk skole, gå i ungdomsklub,
til dans og fodbold osv. Men så ophører al lighed også.
Ingen danske børn bor så tæt sammen med andre mennesker i et grænseløst land,
uden privatliv, dør om dør med alvorligt traumatiserede børn og voksne. Få
danske børn lever i et ingenmandsland dag ud og dag ind uden vished om, hvad der
skal ske, hvor de skal bo, og hvem der vil hjælpe dem og deres familie til at få
en tilværelse til at fungere. Når man for eksempel ikke kan sove om natten, er
det ikke muligt at følge almindelig skolegang.
I FN's børnekonvention står der: "Barnets ret til livet og statens forpligtelse
til at sikre barnet overlevelses og udvikling". (jf. artikel 6 - Retten til
livet).
Ikke forældrenes ansvar
Vi har altså i Danmark en forpligtelse til at varetage disse børns overlevelse
og udvikling, selv om de ikke er danske statsborgere.
Det synes derimod at være regeringens opfattelse, at børnenes vilkår er
forældrenes ansvar. Men hvad så med de børn, hvis forældre efter lang opholdstid
i Danmark og øget pres er blevet mere og mere syge og hermed ikke længere er i
stand til at drage omsorg for deres børn? Ifølge FN's Børnekonvention har vi en
forpligtelse til at hjælpe disse børn.
Det er jo ikke børnenes skyld, at de lever under de rammer, de gør. Rammer som
gør, at man aldrig vil kunne sidestille danske børn og asylbørns liv. Alene
udgangspunktet adskiller de to børneliv fundamentalt fra hinanden.
Det er nærmest pinligt, at Integrationsministeret under Rikke Hvilshøj vælger at
lægge et ansvar på nogle forældreskuldre, som ikke er i stand til at varetage
det ansvar. En konsekvens af en sådan holdning er, at større søskende skal
varetage en forældrerolle over for mindre søskende.
Når børn føler og får et voksent ansvar for deres yngre søskende, er det ikke
længere muligt at udvikle sig som andre børn. Der er hverken mentalt eller
socialt overskud til at koncentrere sig om skolen eller til at finde kammerater.
Der er i en sådan situation også sjældent overskud til at involvere sig i det
lokale samfunds tilbud som for eksempel ungdomsklub, sport eller andre
aktiviteter.
Børnene lærer så at sige at tilsidesætte deres egne (børne-) behov i troen på,
at deres tilstedeværelse er det bedste for familien. Men hvem skal drage omsorg
for disse (voksen-) børn?
Mangel på søvn og spekulationer om familien er eksempler på, hvordan børnene kan
opleve et stærkt psykisk pres, som gør det vanskeligt for dem at leve og udvikle
sig som andre børn.
Derimod synes det at være Rikke Hvilshøjs grundholdning, at vi skal bevare det
nuværende asylsystem frem for at have et asylsystem, der agerer i
overensstemmelse med FN's Børnekonvention:
"Fordi jeg synes, vi skal respektere vores asylsystem. Hvis det er sådan, at man
kan opnå en opholdstilladelse ved bare tilstrækkeligt længe at ignorere en
afgørelse, så giver vores asylsystem ikke nogen mening" (Politiken).
Ingenmandsland
Når man ved selvsyn har set, hvordan og under hvilke psykiske og fysiske forhold
asyl-ansøgerne og deres børn lever, ved man, at ingen vælger et sådant liv for
deres børn uden grund. Med andre ord bor man ikke på et asylcenter i længere tid
uden at have en grund. Jo længere tid børnene opholder sig under sådanne kår på
centrene, jo vanskeligere bliver det for dem enten at blive integreret i det
danske samfund eller i deres hjemland.
Når børnene lever isoleret fra samfundet gennem læn-gere tid, fastholdes deres
udvikling i et ingenmandsland, der hverken giver dem kompetencer til at bo i
hjemlandet eller i Danmark.
I Danmark bør vi ikke kunne forsvare at lade børn bo under forhold, som er
direkte medvirkende til, at familier bliver dårligere og dårligere.
Det er vanskeligt at se, at der er tale om en særlig beskyttelse af disse børn,
og i forlængelse heraf er det vanskeligt at se, at de forhold, som børnene lever
under, er til barnets bedste (1. hovedprincip i FN's Børnekonvention).
Sanne Gylling og Nina Larsen er projektassistenter på asylområdet i Red Barnet
Ungdom
Sakset fra Dagbladet Information, 8. november 2006
|